Mit forhold til døden

Her er nogle af de tanker, jeg har gjort mig om døden:

Jeg forbinder døden med livet …

Når døden kommer helt ”up front”, sker der det, at vi begynder at værdsætte vores liv på en helt ny måde. Det er som om, at der sker en åbning i vores hjerte og bevidsthed. Vi spørger os selv: ”Hvilket liv har jeg skabt? Og hvad er egentligt vigtigt for mig?” Vi ser tingene mere klart, og døden hjælper os til at have det bedre med livet.

Jeg forbinder døden med kærligheden …

Døden viser os, hvor kærligheden mangler at blive udtrykt. Når vi kommer i kontakt med de eksistentielle temaer, er det som om, vi vågner. Tanker som ”hvis jeg nu forsvinder i morgen, så må jeg hellere få sagt til dem, jeg elsker, og dem, der har elsket mig, hvor vigtige de er og har været for mig”. Hvis vi altså tør at fortælle hinanden, hvor meget vi betyder for hinanden!

Jeg forbinder (også) døden med lukkede hjerter …

Hvis vi ikke tør kærlighed, lukker vores hjerter sig. Så vil vi blive ensomme og dø ensomme, lukkede og vrede. For de følelser kan døden selvfølgelig også godt fremkalde. Når døden kommer tæt på, kan nogen mennesker skubbe de pårørende væk, fordi den smerte, der er forbundet med manglende kærlighed, kan være voldsom. Du kan måske have en vrede rettet mod din far og mor, fordi de ikke igennem dit liv gav dig det, du længtes efter. Dit hjerte kan have været trukket sammen, og det længes efter at blive åbnet. Men det gør ondt at åbne det.

Jeg forbinder (også) døden med smerte

og krise, håbløshed og magtesløshed. Alt det, som døden jo også er. Jeg negligerer ikke den smerte, der er forbundet med døden eller putter et lag candyfloss på den. Det er meget sorgfuldt, når et barn eller ungt menneske dør. Eller hvordan kan man acceptere og rumme, at man skal dø som 39 årig og forlade sine børn? Døden kan være meget barsk og hård.

Jeg forbinder døden med overgivelse

Når døden er tæt på, kan vi egentlig kun overgive os til det, der er. Det er ikke en opgivelse, men en overgivelse. Det evige problem, vi har i livet, er, at vi ikke er gode til at være med det, der er. Vi vil ofte hele tiden væk eller vil noget mere og andet end det, vi har. Vi søger og søger lykken og tror hele tiden, at græsset er grønnere andre steder. Når døden kommer tæt på, er der ikke så meget at gøre. Der er kun det, der er. Vi kan ikke fortrænge døden eller gå udenom den. Vi er tvunget til at være med den og det, den viser os.

Jeg forbinder døden med tilgivelse

Når døden kommer tæt på, kigger man tilbage på sit liv. Hvorfor gjorde jeg det og det og hvorfor ikke noget andet. Man får en mulighed for at tilgive sig selv og gøre op med gamle forstenede mønstre og ideer om sig selv og sit liv, som man troede, var vigtige. Man får måske renset ud i de relationer, der var ødelæggende for en selv og begynder i stedet at skabe sunde og nye relationer. Jeg synes, det er vigtigt at få ryddet op i de gamle skeletter i skabene, så man kan bringe fred, nærvær og rigtig kærlighed ind i sit hjerte. Også når døden er tæt på.

Vi må leve før vi kan dø

 

Luk menu