Min rejse ind i terapien viste sig at være et eventyr. Efter at jeg havde brugt mange år på at sno mig som en ål både følelsesmæssig og kropsligt, når jeg mødte min egen sårbarhed og indre som ydre udfordringer, skete der stille og roligt noget indeni.
Mine meget tætte relationer spejlede mig, og et lillebitte øjeblik stod jeg ansigt til ansigt med min angst & min sårbarhed …
Dér mødte jeg mit mod og mærkede, at jeg måtte overgive mig. Overgive mig ind i tilstande som jeg frygtede allermest. Overgive mig ind i min dybeste længsel om at mærke mig selv i kontakt med et andet menneske, den erfaring havde jeg ikke. Jeg var klar og moden til at tage mig selv i hånden.
Jeg er vild med terapi og det der kan udfolde sig i kontakt med os selv og et andet menneske. Jeg tror på, at vi selv kender svaret, men at vi har brug for støtte og kontakt derind, hvor svaret lever. Jeg ved at det, der ofte begrænser os, bliver en af vores inderste styrker. Jeg ved, at terapi eventyret er gensidig læring – og det i sig selv er for mig magisk.
Jeg er optaget af, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvilke bagvedliggende strategier/strukturer, der ligger til grund for vores valg og handlinger. Jeg tror ikke på, at det er nok bare at ændre vores adfærd eller tænke på noget andet eller på en anden måde.
Jeg tror på, at vi må have kendskab til de bagvedliggende grunde, mønstre og strategier, som så kan føre os i dybere kontakt til, hvem vi dybest set er.  
Det at komme bag disse mønstre og strategier er et stort øjeblik. Et øjeblik som i sig selv er forvandlende. Dét at løsrive sig og forløse mere og mere fra sin fortid, traumer og oplevelser og skabe mening og derigennem finde sin egen styrke igen, er en del af eventyret. Dét at opdage egne mønstre og strategier er et skridt hen imod frihed og udfoldelse af sig selv. 
Engang troede jeg, at jeg bare var mine tanker, følelser og krop! Da jeg fik min første direkte oplevelse af, at jeg ikke var det, fik jeg bare lyst til at blive der og udfolde mig derindefra.


Uddannelse:
”Livserfaring” (1971)
Sygeplejerske (1996), Herlev sygeplejerskeskole
Sundhedscoach (2000), København
Coach (2008), Humlebæk, The coaching company
Spirituel integrativ krops – og psykoterapeut (2012) , Tobias-Skolen/Lene Ince
Vedfelt instituttet/Lene Vedfelt
Relationel Biologisk Traumeterapeut uddannelse,  Skolen for psykosomatik/Ulla Rung Weeke
Jeg er kontinuerlig i udvikling gennem blandt andet supervision og ajourførende kurser.

Luk menu